Ensomhed

Behandling af ensomhed



Ensomhed er nok den tungeste følelse, et menneske kan bære på.

Med ensomheden følger ofte skam, sorg, fortvivlelse og eventuelt psykiske lidelser. Ensomheden lægger sig som en skygge ind over livet. Selv de glædelige begivenheder kan ligge i skyggen af ensomheden.


Intet menneske fortjener at være ensomt. Men mange mennesker føler sig ensomme.


Ensomheden rammer ikke på en retfærdig måde. Mange gode og kærlige mennesker lider under ensomhed. Også mennesker der har partner, venner og/eller familie kan lide under ensomhed.


Ensomhed kan være mange forskellige ting. Måske du kan genkende noget af din ensomhed i nedenstående beskrivelser. Jeg vil også meget gerne høre, om du oplever din ensomhed på en anden måde.


Livskrise og ensomhed

Der er kritiske perioder af et menneskes liv, hvor man særligt kan føle sig ensom. Eksempler på dette kan være: I ungdommen. Når man er på barsel. Når man er arbejdsløs. Når alle andre stifter familie. Når parforholdet går i stykker. Når livstruende sygdom rammer. Når børnene flytter hjemmefra. I alderdommen.

Man kan blive stærkere ved at erkende og forstå ensomhed forbundet med livskriser. I terapien vil vi være nysgerrige på den livssituation du nu er i. Vi ser på, hvad du eventuelt har mistet. I forbindelse med en livskrise kan der være vrede og sorg over det du har mistet. Vi ser sammen på dine drømme for livet fremover og arbejder med, hvordan du kan opnå den nærhed til andre mennesker, som du ønsker.


Ensom blandt venner

Selvom du har venner, partner, succes og er god til at begå dig, kan du føle dig dybt ensom. Du føler måske at ingen ser dig, som du virkelig er. Måske du tænker, at det ville være lig med afvisning, hvis de så dig som du er. Tænker måske, at andre mennesker er bedre  og mere elskede, end du selv er. Og måske du får tanken om at du i virkeligheden er uønsket. Den slags tanker og følelser er der mange der lider under, uden deres venner opdager det.

I terapien undersøger vi disse svære følelser sammen for at forstå hvordan de er opstået, om de stemmer overens med virkeligheden. Vi ser også på, om der er måder hvorpå holder andre på afstand og dermed vedligeholder ensomheden. Når man tænker dårligt om sig selv er det sværere at være tæt på andre mennesker. Men heldigvis kan tanker og følelser udvikles og udfordres hele livet.


Sociale kompetencer og ensomhed

For at fungere godt med andre mennesker, er det en fordel at have indlært nogle sociale spilleregler. Måske du undrer dig over, at du igen og igen bliver overhørt eller trumlet ned, måske du føler at du på en uforståelig måde skubber andre væk, måske dine relationer går i stykker ved konflikter. Det kan muligvis skyldes, at der nogle ting, du af en eller anden grund ikke har lært. Hvis det er tilfældet kan det læres, med hårdt arbejde og mod.


Eksistentiel ensomhed

Mange af os konfronteres på et tidspunkt med at vi i bund og grund er alene. Der er i sidste ende ingen, der kan tage ansvar for dig. Der er ingen, som med garanti altid vil være hos dig. Og når vi skal dø, er vi nødt til selv at gøre det. Det er barske erkendelser, og kan slå selv de mest robuste ud. Terapi ændrer ikke på disse kendsgerninger. Men terapi kan formentlig hjælpe dig til at forholde dig til at leve godt med det, og til at være lidt mindre alene om at være alene. Læs eventuelt mere om dødsangst her.


Kollektiv ensomhed

Elementer af vores samfund og kultur skaber ensomhed. Som familier lever vi ret opsplittede liv. Mange venner har dårlig tid til den dybe kontakt. Meget kommunikation foregår over sociale medier, som hos nogen kan skabe en følelse af at være tilskuer til andres liv. Hvis du er et følsomt menneske, vil du sikkert mærke den "kollektive ensomhed" indimellem og blive trist.




Hvis du har en oplevelse af at ensomheden har bidt sig fast, vil jeg foreslå, at du kontakter mig for en forsamtale. Her kan du få en fornemmelse af hvem jeg er, og af om du har lyst til at vi arbejder sammen på, at du kan leve med ensomheden eller komme ud af den.

Adresser:

København: Istedgade 65,1., 1650 København V.       Farum: Rådhustorvet 4, 1.sal, 3520 Farum.            Mail: kontakt@louiselyrstrand.dk.          Telefon: 93 88 83 66