Hjertesorg

Hjertesorg





Hjertesorg er noget af det værste der findes. Det kan mærkes i kroppen og psyken og gør ulideligt ondt. Ofte bliver hjertesorg undervurderet.

Måske du eller andre tænker: "Men personen er jo ikke død!" - Nej, men det kan være mere smertefuldt at blive fravalgt, end at opleve et dødsfald.


At blive fravalgt kan ryste vores livsvigtige "rodnet": Oplevelsen af at være tryg og høre til blandt mennesker. Dette "rodnet" giver os næring til at leve, arbejde, studere, passe vores børn og hvad vi ellers skal klare. Men når roden ruskes, kan planten visne, i hvert fald for en tid. 

Hjertesorg kan både opstå når venner, familie eller kærester vælger os fra. At blive fravalgt er noget, som nok alle mennesker nok på et  tidspunkt oplever.


Hjertesorg er en fysisk smerte, den mærkes i hele kroppen. Også robuste mennesker kan "visne" af hjertesorg. Og selvom der findes diverse "fix" på nettet, kan hjertesorg ikke fikses væk. Tiden kan hjælpe med at læge såret. Men arret, smerten, kan blive der i lang tid.


Tiden er dog ikke det eneste der kan hjælpe til.



Hjælp!


Hvis du lider af hjertesorg, vil du nok gøre hvad som helst, for at få smerten væk.

Jeg ville ønske, jeg kunne love dig, at den kunne fjernes. Det kan jeg ikke. Men der er forskellige ting, der kan hjælpe:


Tal og skriv


I den akutte fase (som kan vende tilbage i bølger) har du nok brug for at tale om det samme igen og igen: Savnet og et tilbagendende "...men hvorfor?". Her er det godt at bruge venner og familie. Der kan dog komme et punkt, hvor disse mister tålmodigheden, selvom du stadig er fuld af sorg. Her kan det være en god ide at bruge en psykolog eller en dagbog.



Undersøg


Hjertesorg kan blive nemmere at bære, når man forstår den. Og hjertesorg kan være en mulighed for at lære dig selv bedre at kende. 

Når jeg taler med mennesker, der har hjertesorg undersøger vi f.eks. disse ting:


Hvad var tiltrækkende for dig ved netop dette forhold? 

Hvad er det egentlig, du har mistet?

Hvilke roller havde I hver især i forholdet?

Var der noget ved rollerne, der var uholdbart?

Er der noget, du vil ønske anderledes i et nyt forhold?

Hvordan drager du omsorg for dig selv, når du er i et forhold, og når du er blevet forladt?

Hvad fik du i relationen?

Mistede du noget mens du var i relationen?

Hvad har du taget med dig?

Er du nervøs for, om du nogensinde får kærlighed igen, og hvorfor?

Er der noget i forholdet, der ligner relationer du tidligere har været i?

Var der sunde/ usunde måder I var sammen på?

Hvem er du? Står det klart for dig? Eller skal du lære dig selv at kende på ny?

Hvordan har du det med dit eget selskab?

Hvilke erfaringer har du med kærlighed, udover den, du netop har mistet?



Tiltrækkende dynamik


Nogle gange bliver vi stærkt tiltrukket af relationer, som rummer en usund dynamik. Det kan føles som om, der er noget livsnødvendigt for os i netop denne relation. Det er der måske også! Det kan være lærerigt at undersøge hvad det er, der drager så meget. Måske handler det mere om noget i dig, end om noget enestående ved den anden.

At blive klar over de kræfter der tiltrak, og måske også var destruktive, kan være et skridt på vejen til at give slip.


Det kan også være, at I havde et sundt og godt forhold, og du nu har mistet det dyrebareste du havde. I så fald er der et stort arbejde forean dig med at sørge og acceptere tabet. Vi kan sammen undersøge, hvordan du kan rumme og acceptere tabet. Nogle gange kan mindfulness være en hjælp.



Sorgarbejde


Hjertesorg er til dels et sorgaarbejde, der ligner det arbejde, man skal igennem, når en nærtstående dør. Hjertesorg er dog ekstra kompliceret, idet du måske sidder tilbage med tanken: "Hvad gjorde jeg galt? Er jeg ude af kontakt med virkeligheden?" - Det kan vække skam,  skyldfølelse og utilstrækkelighed. Der kan også komme følelser af uretfærdighed og vrede.

Sorgarbejde indebærer, at man med tanker, følelser og krop mærker, hvad man har mistet. Ofte er der brug for at få talt, grædt og raset det hele igennem. 

Der er mulighed for, at du kan lære dit eget følelsesliv bedre at kende gennem sorgarbejdet. Dermed kan du fremover få mulighed for at skabe åbne og tætte relationer.

Når denne fase er gennemarbejdet, kan der blive plads til se en ny og ændret tilværelse i øjnene. 


Det kan være afgørende at få gennemarbejdet sorgen, før man finder en ny partner, så man ikke tager sorgen og evt. negative forventninger med ind i det nye forhold. 



Susan Anderson skriver i "The Journey from Abandonment to Healing" (2014):


"The secret to reconnecting is to cherish the gift that abandonment has given you, to remain open to your vulnerabilities and to the vulnerabilities of others. Maintaining emotional contact creates a bridge to true relationships."


Denne bog kan måske være lindrende for dig at læse i den akutte fase.